Hverdagens små opture

Den uperfekte mor

Jeg kæmper hver dag en kamp inde i mig selv. En kamp mellem mine egne ønsker og behov og mine børns ønsker og behov. Som de fleste andre mødre og fædre, tænker jeg.

Da jeg gik i gymnasiet var jeg helt overbevist om, at jeg ikke skulle have børn, om at jeg ikke skulle bo i en forstad, om at jeg skulle gøre karriere. Jeg var meget målrettet. Gik efter at få høje karaktere, så jeg kunne komme ind på drømmestudiet. Jeg fik (næsten) karakterne, og kom ind på drømmestudiet med et års ventetid (det kan du læse mere om i mit første indlæg), og så droppede jeg det. Når jeg kigger tilbage, ved jeg ikke helt hvorfor, jeg valgte at læse Indianske Sprog og Kulturer i stedet for Statskundkab. Men det korte af det lange er, at det gjorde jeg, og det kan jeg ikke gøre om. Nogle dage er jeg glad for det, andre dage fortryder jeg det. For der er nogle gamle drømme, jeg ikke har forfulgt. Og det prøver jeg på, at gøre op med nu. Og derfor kæmper jeg lidt med mig selv.

Før jeg fik børn, havde jeg en idé om hvilken mor, jeg ville være. Jeg havde en idé, om alle de ting, jeg ville gøre for dem og lave sammen med dem. Jeg ville aldrig råbe af mine børn, jeg ville altid elske at være sammen med dem. Jeg ville være en totalt cool mor med styr på både mit og deres liv. Wake up call!!!! Sådan er det ikke. Øv! Og så alligevel – fedt nok. For hvad er det egentlig, jeg vil lære mine børn? At alt skal være perfekt? At de skal være perfekte? Det kan ingen jo leve op til!

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, så er jeg blevet spidakandidat til kommunalvalget for radikale her i Herlev. Det fører noget arbejde med sig. Og derfor har jeg haft mange overvejelser frem og tilbage. Skal – skal ikke? Er det det værd? Skal mine børn lide under mine ambitioner? Jeg har valgt at gøre det. Og det er jeg glad for. Hvorfor? Fordi det er noget, der gør mig glad. Det er noget, jeg går op i. Det er noget, der interesserer mig. Og det er noget, jeg brænder for. Og det gør mig stolt. At jeg også forfølger mine drømme. Og viser mine drenge, at man skal forfølge sine drømme.

Men det har sin pris. Det er jeg helt bevist om. Jeg bliver nødt til at sænke kravene til mig selv, og jeg bliver nødt til også, at holde op med at tro, at jeg kan det hele.

Et rigtig godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke helt er nærværende og forudsende nok er Julians børnefødselsdag, som vi skal holde i næste uge. Jeg har haft en plan om, at vi skulle holde den på McDonalds (vi bor i et lille rækkehus med tre etager og uden egen have – det er ikke egnet til en børnefødselsdag med børnehavebørn ned til 3 år).Den plan havde jeg bare ikke helt involveret McDonalds i, så da jeg ville bestille tid, viste det sig, at det ikke var muligt. Jeg var for sent ude. Det er der selvfølgelig en grund til – Anton har lige haft fødselsdag, så hans børnefødselsdag skulle planlægges, og så var der lige en familiefødselsdag for dem begge, der også skulle planlægges. Men det kan jeg jo ikke sige til ham manden på McDonalds, som ikke kan skaffe personale til den dag, jeg gerne vil holde børnefødselsdag. Det hjælper jo ikke på hans personalesituation. Og hvad gør man så? Man læsser af på gode kolleger som kommer med gode råd. Og så bestiller man et bord på en anden burger restaurant (tak til Max Burger, som viste sig at være super søde og fleksible – og nej, jeg er slet ikke kendt nok til sponsorerede indlæg, så det kommer fra hjertet😉). Og så skriver man en invitation, som bliver lagt til forældrene i børnehaven – hele halvanden uge før selve fødselsdagen. Og hvad sker der så? Jo… nogen (mig) havde skrevet forkert telefonnummer på indbydelsen…. så skriver man en besked på intra om at man har skrevet forkert nummer… mens man sidder i møde på arbejdet… og så viser det sig at nogen (igen mig) gud hjælpe mig har skrevet forkert dag (men dog den rigtige dato) i beskeden på intra. Seriøst??? Hvor mange gange må man dumme sig før, man bliver helt til grin??? Nu håber jeg bare på, at de andre forældre rent faktisk tør sende deres børn med til fødselsdagen. Og at de sender en brevdue med besked om deres børn kommer, og at de kommer den rigtige dag.img_0827

Sådan går det, når man vil det hele. Og det er ok. For jeg ved, at Julian får en rigtig dejlig dag. Og jeg ved med mig selv, at jeg har gjort mit bedste. Julian bliver glad. Og jeg er glad. Og jeg forsørger at klappe mig selv på skuldren. For jeg forsøger så godt, jeg kan. Og jeg forfølger nogle drømme. Og det gør mig nu engang til bedre mor, selvom jeg laver nogle tåbelige fejl. For jeg er gladere. Og det kan de helt sikkert mærke.

 

 

 

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hverdagens små opture