2019 har nok været et af de mest lærerige år, jeg nogensinde har haft. Ikke at andre år ikke har været lærerige, for det har de. Jeg har haft mange meget indholdsrige og lærerige år – for at nævne et par stykker kan jeg sige, at 1999 var et skelsættende år, for der rejste jeg alene til Latinamerika, 2009 blev jeg mor for første gang, og i 2013 blev jeg skilt. Det var alle vilde og lærerige år på deres helt egen måde, og 2019 skriver sig ind i historien af svære og lærerige år. Hvorfor har 2019 så været et vildt år? Af primært to grunde – jeg har ført min første folketingsvalgkamp og jeg har været på dagpenge....

For lidt over et år siden skrev jeg et indlæg om at redefinere sig selv (du kan læse det her). Jeg skrev om nogle af de perioder i mit liv, hvor det har været nødvendigt for mig selv at redefinere mig selv – eller ændre lidt i mit selvbillede om du vil. For når der sker store ændringer i ens liv, bliver man tvunget til at se sig selv på en ny måde. Det er jo også en måde at takle det, at omverdenen måske ser på en på en ny måde – eller nok snarere, at man tror at omverdenen ser en på en ny måde. Dengang var jeg næsten lige blevet fyret fra mit arbejde, og jeg gik en...

Man kan ikke gå livet igennem uden af at til blive tvunget til at se sig selv på en ny måde. Tit er det jo selvfølgelig i forbindelse med livskriser, man bliver kastet ud i det. For mig skete det for første gang for alvor, da jeg blev skilt. Det at blive skilt er alt andet lige stadig et statustab, for ens familie går i opløsning for øjnene af hele verden – også selvom man holder problemerne indenfor hjemmet fire vægge. Og ja, det er meget almindeligt, at blive skilt, så folk ser ikke skævt til en, men det betyder nok mere, end man tror. Jeg har f.eks siddet til en jobsamtale, hvor der kom et meget kunstigt smil, da...

Jeg er blevet moderne – sådan helt ufrivilligt. Martin, min kæreste, er nemlig flyttet til Bruxelles. Han fik i efteråret tilbudt et job, som han ikke kunne sige nej til, og derfor bor vi nu sammen uden egentlig at bo sammen. Så jeg er alene. Igen. Altså jeg er jo ikke single igen, jeg har jo en kæreste, men jeg er alene om alt herhjemme i hverdagene. Og det er faktisk lidt hårdt. Da jeg blev skilt var drengene kun 1 og 4 år. Og det var pissehårdt – ikke mindst fordi de var så små, men jeg havde trods alt selv valgt det. Det har jeg ikke nu, og det er den store forskel – jeg havde jo netop indrettet...

Jeg kæmper hver dag en kamp inde i mig selv. En kamp mellem mine egne ønsker og behov og mine børns ønsker og behov. Som de fleste andre mødre og fædre, tænker jeg. Da jeg gik i gymnasiet var jeg helt overbevist om, at jeg ikke skulle have børn, om at jeg ikke skulle bo i en forstad, om at jeg skulle gøre karriere. Jeg var meget målrettet. Gik efter at få høje karaktere, så jeg kunne komme ind på drømmestudiet. Jeg fik (næsten) karakterne, og kom ind på drømmestudiet med et års ventetid (det kan du læse mere om i mit første indlæg), og så droppede jeg det. Når jeg kigger tilbage, ved jeg ikke helt hvorfor, jeg valgte...