Fødselsdag

Jeg har fødselsdag i dag. Jeg fylder 38 år. Det at have fødseldag er jo for mange, noget godt. Man får opmærksomhed, man får gave og man får lov til at bestemme dagens indhold. What’s not to like? I dag har ikke været sådan en dag. Jo, jeg har fået dejlige gaver – tøj, en halskæde og to fine tegninger af mine drenge. Og Martin og drengene vækkede mig til det fineste morgenfødselsdagsbord. Vi har været på tur, spist is, og sluttede dagen af med at spise lækker sushi.

Og alligevel har jeg bare været i røvdårligt humør lige fra morgenstunden. Jeg har været grådlabil, jeg har været sur, jeg har virket utaknemmelig og jeg tvivler på, nogen i familien har haft en god dag. Hvilket jo så gør mig endnu mere ked af det.

Helt ærligt, så forstår jeg ikke hvorfor. Måske er det en 40 årskrise, der banker på et par år for tidligt? Som jeg skrev om i mit forrige indlæg, så har jeg jo på papiret et fantastisk liv. Godt arbejde, verdens dejligste kæreste, en kæreste som jeg elsker – og som elsker mig. Og alligevel går jeg og er utilfreds over et eller andet.

Kender du den følelse? Den er pisseirriterende rent ud sagt. Især fordi jeg ikke forstår hvorfor. Men jeg har selvfølgelig en idé. Det handler meget om mine egne forventninger til mig selv. Og til at jeg ikke lever op til de forventninger. Jeg forventer, at jeg kan alt. At jeg altid skal være i godt humør. At jeg altid skal være en god mor. At jeg skal være en god kæreste. At jeg skal være dygtig til mit arbejde. Og først og fremmest at jeg skal bevæge mig fremad.

Problemet er bare, at jeg i min egen optik nok er gået lidt tilbage de sidste par år.

For fem år siden havde jeg alt det, jeg havde drømt om. Jeg havde et barn – og var gravid med nummer to. Jeg var gift, jeg boede i et hyggeligt lille parcelhus, og jeg havde et godt arbejde. Men så gik det galt. Jeg blev skilt og efter at have kæmpet økonomisk nogle år, valgte jeg også at sælge mit hus. Der kæmpede jeg virkelig med mit selvbillede. Og det gør jeg nok stadig, hvor lidt jeg end ønsker at indrømme det.

I dag har jeg rigtig meget at være taknemmlig for. Min familie, min kæreste, som på alle måder er blevet en del af min og drengens lille familie og jeg har heldigvis også et godt arbejde at stå op til. Og det betyder uendelig meget. Men savnet er der stadig. Ikke efter min ex-mand, men efter illusionen og drømmen. En skilsmisse vil nok for de fleste betyde, at alle ens drømme bristes. Og illusionen om den perfekte livslange kærlighed ødelægges. Og det er noget, man virkelig skal arbejde hårdt for at komme sig over.

Jeg er for længst kommet mig over skilsmissen. Men på en dag som i dag, hvor kalenderen fortæller én, at endnu et år er gået, kan jeg godt blive ramt af melankoli. Jeg savner den naivitet og tro på, at alt nok skal gå, så længe der er kærlighed, som jeg havde for fem år siden.

Og hvordan kommer jeg så videre herfra? Jeg vælger at svælge i det i dag. Og for hvis der er én tig, jeg har lært, så er det, at jeg skal give mig selv lov til at mærke mine følelser. Om ikke andet, så bare i dag. Men i morgen har jeg forhåbentlig genfundet lidt af min gamle optimisme. Og så kan jeg igen begynde at kigge fremad. Kigge på de drømme, jeg har. Drømme som har ændret sig de seneste fem år, men som ikke er mindre, de er er bare måske lidt mere realistiske.