Jagten på det gode liv?

Middagsbordet kan nogle gange virke som en slagmark. Der er to fronter – de voksne på den ene side og børnene på den anden side.  Vi kæmper om retten til at bestemme, hvordan middagen skal indtages. Skal vi side pænt ved bordet, eller skal vi hoppe, danse og slås.

Før jeg fik børn, havde jeg et billede i mit hoved, om hvordan en familie er. Hvordan en ideel hverdag i en familie ville se ud. Jeg drømte om en lykkelig familie rundt om middagsbordet. Smilednde forældre og artige børn. Haha! Sådan er virkelighed langt fra!!! Ikke at vi ikke er lykkelige, for det er vi. Momentvis.

I går var en af de dage, hvor det bare ikke fungerede. Børnene var trætte og det var vi voksne også. Julian, min yngste søn, syntes hans skulle rende rundt og drille sin storebror. Anton, min ældre søn, var ikke imponeret over hans anstrengelser. Han blev sur, Julian blev sur og det endte med at jeg også blev sur.

Når vi har sådanne aftener, kommer jeg til at tænke på, hvad det perfekte liv egentlig er. Er det glansbilleder på Instagram, eller er det at omfagne det kaos, børn nu en gang bringer med sig? For vi ved jo alle godt, at ingen børn altid opfører sig som engle, og hvis de gør, skal man nok for alvor blive bekymret. Men vi viser det ikke. Vi tager sjældent et billede af hjemmet, når det roder allermest. Vi skriver ikke om uvorne børn, men viser gerne de perfekte instamoments. Og jeg gør det selv.

Jeg vil gerne have det liv, jeg drømte om, da jeg var i starten af tyverne. Jeg drømme om den perfekte karriere, de perfekte børn og den dejlige mand i et stort hus – og selvfølgelig med plads til både venner og en masse rejser. Sådan er virkeligheden bare ikke for de fleste. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har de perfekte børn, for det har jeg. Og jeg har en fantastisk dejlig kæreste. Jeg bor i et alment nyttigt rækkehus i Herlev, og det er faktisk også fint. Og jeg er meget glad for mit arbejde. Heldigvis. Og jeg føler mig på mange punkter meget heldig. Men det store hus og de mange rejser de lader vente på sig, og det kan jeg til tider have svært ved at acceptere.

Det er nok især rejserne, jeg savner. Jeg brugte store dele af mine 20’ere i udlandet. Jeg rejste meget i Latinamerika, og jeg arbejdede som guide i Egypten, Grækenland, Mexico, Guatemala og Cuba. Jeg har som jeg skrev i mit første indlæg altid lidt af udlængsel, og det gør jeg i den grad stadig. At rejse er for mig en del af opskriften på det gode liv. Men i øjeblikket prøver jeg på at tilføje nye ingredienser. Det er børn, arbejde, kæreste og fritidsinteresser. Og det lyder jo ikke helt dårligt, men jeg kan stadig blive overvældet af en voldsom udlængsel. Jeg får lyst til at pakke en rygsæk til os alle og så bare bestille en flybillet.

Hvad er din opskrift på dit gode liv?