Om at give andre lov

Livet kan ændre sig på ganske kort tid – og nogle gange uden at man næsten selv lægger mærke til det. Billedet her over tog jeg for omkring 4 år siden. Jeg var lige blevet singlemor til mine to dejlige drenge. Det var en megahård tid, hvor jeg samtidig med at jeg skulle finde mine egne ben at stå på også skulle være være mor til to drenge, som var for små til at forstå, hvad der foregik omkring dem.

Det er en tid, jeg ikke savner, men den førte nogle gode ting med sig. Drengene og jeg har et utrolig nært forhold til hinanden. Det får man, når man er så meget tid alene sammen. Og drengene er meget tætte. Nogle gange kan Anton godt påtage sig lidt for meget ansvar, for han er jo den store. Det arbejder vi med. Det er godt at tage ansvar, men ikke for meget for tidligt.

Så at komme ind i en lille familie som vores kræver sin mand. Vi er så sammenbundne og drengene er meget beskyttende overfor mig. Som jeg også er overfor dem. Det arbejder vi også med, for det er godt og sundt, men kun til en vis grænse.

Martin kom ind i vores liv for 2 1/2 år siden. I starten selvfølgelig kun i mit liv, når jeg ikke havde børnene, og så lige så stille ind i drengens liv også. Og for lidt over et år siden flyttede vi sammen. Og det var ikke nemt! Drengene var ikke helt med på ideen om at dele mig med en til. Især ikke Anton. Han kunne slet ikke se, hvorfor det skulle være nødvendigt med en til i familien. Heldigvis tog Martin det som en udfordring. Han kørte simpelthen et charmeoffensiv i stilling. Han tog Anton med til fodbold og han fik overtalt mig til at melde Anton til fodbold. Lige pludselig dannede de alliance imod mig. Det var fantastisk! Og det virkede. I dag har Martin og Anton et godt forhold. Det er ikke perfekt, men det er godt. Og Anton stoler på Martin, og det er meget vigtigt både for os voksne og for ham.

Julians og Martins forhold startede lidt nemmere end Martin og Antons. Han var jo også kun 2 1/2 år, da han blev introduceret for Martin. Det har uden tvivl gjort det nemmere. Ikke uproblematisk men nemmere.

I lørdags havde jeg en off dag – eller øv dag. Jeg var træt og trængte virkelig til bare at slappe af alene. Onsdag og torsdag havde jeg været på kursus i Svendborg, og det var super, men jeg var træt. Og trætheden ramte mig altså i lørdags. Og i en sådan situation er det skønt ikke længere at være alene om børnene. Anton var ude og lege med nogle venner fra nabolaget og Julian hang på mig. Martin havde planer med nogle gamle venner, og jeg havde indstillet mig på at skulle finde på noget at lave sammen med Julian. Men så trådte Martin til. Han fik overtalt Julian til at tage med ham.

Mens jeg lå på sofaen og stenede The Handmaid’s Tale, tikkede en besked fra Martin ind med et billede at en meget glad Julian på en trampolin. Se det var optur! Jeg kunne med god samvittighed slappe af, lade op og glæde mig over at Anton legede med sine venner og Julian hyggede med Martin.

Ikke alle dage er gode og det er ikke altid let at dele sine børn med en anden, men nogle dage er det vidunderligt. Det giver mig rum og plads til også at tage mig lidt af mig selv. Det har jeg ikke været så god til, og det har desværre ført til at jeg ikke helt har det overskud til og den tålmodighed med drengene, som jeg gerne ville have. Men jeg bliver bedre og bedre til det. Og Martin skaber ro og rum til at jeg kan gøre det. Det er noget, jeg har måttet øve mig I at give ham lov til. Netop fordi drengene og jeg har været en del igennem sammen, har jeg nok haft lidt svært ved at give andre ansvaret for dem. Jeg har følt, at når de er hos mig, skal de også være sammen med mig. Men jeg har også måttet indse at drengene kan få meget ud af samværet med andre voksne som også holder af dem.