Hverdagens små opture

Jeg har ligget syg i denne uge. Jeg hader at ligge syg, men nogle gange siger kroppen jo bare fra, og så må man jo lytte til dem. Det er noget, jeg øver mig på.

Der sker en masse ting i mit liv i disse dage – nogle gode og nogle dårlige. For at starte med det gode, så er jeg blevet spidskadidat for De Radikale her i Herlev til kommunalvalget til november. Jeg var også kandidat ved sidste kommunalvalg, men stod dengang nummer to på listen. I år står jeg så som nummer 1. Det er jeg selvfølgelig stolt af, men det er også lidt skræmmende. En dag skal jeg nok fortælle lidt om, hvorfor jeg er og altid har været interesseret i politik, men det er ikke det, dette indlæg skla handle om.

Noget andet godt er også at min søn, Anton, lige er blevet 8 år. Det er jo altid hyggeligt, når ens børn har fødselsdag, men det er også hårdt. Der skal bages kage, der skal holdes børnefødselsdag, der skal købes gaver (og hvad var det nu, han ønskede sig allermest?), og der skal deles flødeboller ud til fodbold? Og jeg skal huske på det hele. I næste uge holder vi fælles familie-børnefødselsdag for begge drenge, for Julian bliver 5 d. 17. juni.

Og så går vi videre til det dårlige. Der har været en fyringsrunde på mit arbejde. Det er ikke sjovt, også selvom jeg ikke var blandt de ramte (jeg er tillidsrepræsentant suppleant). Det er trist, at ens gode kolleger bliver ramt. Det lægger en stemning af tristhed over arbejdspladsen, som vi alle bliver påvirkede af. Og det er hårdt for alle.

Min kæreste er journalist og forfatter. Han er pt freelancer, hvilket betyder, at vi ikke helt kan regne med en fast indtægt fra hans side. Og det er ok, det har vi råd til. Men i øjeblikket har han ikke meget at se til, og det tæger på vores forhold. Han bliver irriteret over ikke at have noget at lave, og jeg bliver irriteret over, han ikke laver nok herhjemme –  nu hvor han ikke har så meget at lave. Og jeg kan blive rigtig streng, og så bliver han stædig… og jeg bliver stædig…. kender I det? Det er ikke et sjovt mønster at falde ind i.

Nå, men min krop sagde åbenbart stop i onsdags, så jeg måtte lægge mig. Heldigvis hjalp det, og jeg har det fysisk godt igen. Men jeg måtte lægge mig i fire dage. Og hvis der noget, jeg hader, så er det at være syg. Har vi det ikke sådan allesammen? Og det bidrog ikke ligefrem til den knapt så gode stemning herhjemme, at jeg blev irriteret over at være syg. Så i går var jeg nærmest ved at smide Martin ud. Det er ikke så lidt den mand skal stå model til fra min side. Heldigvis kender han mig ret godt efterhånden, og han tog bilen og kørte på loppemarked og blev væk det meste af dagen. Og kom hjem med sushi. Der er ikke noget, som kan gøre en i godt humør som sushi. Og jeg sætter så stor pris på, at han kender mig så godt, og giver mig luft, når jeg har brug for det.

Drengene er hjemme hos deres far i denne weekend, så vi har tid til at være lidt alene. Og det har vi brug for. Jeg lavede lækker mad, og vi har åbnet en flaske vin. Mens Martin rydder op i køkkenet sidder jeg nu og nyder den sidste aftensol ude på altanen.

Og så kommer pointen med hele det er lidt lange indlæg. Vi skal huske at samle på de små gode stunder, som er så lette at glemme i en travl børnefamiliehverdag. Et godt måltid, et godt glas vin. En kæreste, som respekterer at vi alle har brug for plads og tid til at lade op. En mand, der gider tage opvasken😉. Det er endnu en af de ting, jeg gerne vil blive lidt bedre til – at samle og sætte pris på hverdagens små opture.