Personer jeg beundrer – min mormor

Min mormor hed Tabitha Kristensen. Jeg har selvfølgelig altid kaldt hende mormor. Hun blev født d. 21. oktober 1917, så hun ville blive 100 år i år, hvis hun stadig levede. Det gør hun desværre ikke. Hun døde for snart 10 år siden kort efter sin 90 års fødselsdag. Vi er mange, der mener, hun holdt sig i live indtil sin 90 års fødselsdag.

Det var en dejlig dag. Min mormor kunne ikke længere snakke pga flere hjerneblødninger, men hun kunne i den grad kommunikere. Hun lå i sin seng, og vi andre var nede i plejehjemmets fælleslokale. Her spise vi frokost og skiftevis gik vi ned til hende, så hun hele tiden havde selskab. Og hun fik sagt goddag og måske også farvel til alle. Og netop derfor tror jeg, hun holdt fast til netop denne dag, hvor hun så os alle.

Min mormor blev som sagt født i 1917. Af (hvad jeg har fået fortalt) en fattig, enlig mor. Se, det var ikke velset dengang. Hun havde en storebror, som senere emigrede til USA. Jeg kender ham ikke, men jeg ved, han han hed Viktor Sørensen, og at han blev gift med en Lydia. Min mormor hun besøgte ham en gang, hvor hun tog på eventyr med toget fra en by til en anden uden at kunne et eneste ord engelsk. Og det er netop sådan hun var – ukuelig.

I 1940 blev Tabitha gift med Frede Stobbe Poulsen og hed derefter Tabitha Poulsen. De mødte efter sigende hinaden på Vejlefjord, som var en kostskole. Min mormor var veninde med min morfars søster. Min morfar, Frede Poulsen, var vist ikke den nemmeste at leve sammen med. Han var et meget troede menneske, og det blev min mormor også, men vist ikke i samme grad som min morfar.

Mine bedsteforældre fik 6 børn, hvor min mor, Edith, var den ene af dem. Ellen, som var et år ældre end min mor, døde af følgesygdomme til diabetes, da jeg var omkring et år. Det er ikke noget, vi har talt så meget om, men jeg har set billeder af hende, og min mor har fortalt om hende. Det må have været en stor sorg for min mormor at miste sin datter, men som de fleste i hendes generation, var det ikke noget, hun talte så meget om.

Min morfar og mormor havde en gård, og min morfar var mælkemand. Der var trænge kår og ingen luksus. Min mor har fortalt om, hvordan de måtte hjælpe til på gården, og at hun blev sendt ud som “ung pige i huset” i en ung alder. Det har helt sikkert ikke været let for hverken min mor eller mine onkler og tanter. Det er alligevel vildt at tænke sig sig, at livet har ændret sig så meget på bare en enkelt generation. Min egen barndom var så forskellig fra min mors.

Da jeg var barn kom jeg en del hos mine bedsteforældre. Og det jeg husker bedst er dels deres have fuld af bær og ærter og så nutellamadder på rugbrød. Da jeg var lille var det fantastisk af besøge dem. Jeg fik lov til at gå på “rov” i deres have, som var fuld af jordbær, hindbær og verdens bedste ærter.

Min mormor var som sagt ukuelig, modig og en meget stærk og humoristisk dame. Hun klarede modgang på en helt fantastisk måde, og hun formåede at se det positive i alt. Da hun kom på plejehjem, blev hun lykkelig. Hun omtalte personalet som “hjælpen” og hun nød, at det ikke var hende, der skulle lave mad, vaske op og gøre rent.

Min eksmand er fra Cuba. Og han er sort. Se min mormor var på ingenmåder et hverken er rascistisk eller fordomsfuldt menneske, meeen hun blev dog noget overrasket, da hun mødte ham. På trods af at hun på daværende tidspunkt ikke havde meget verbalt sprog (pga mange hjerneblødninger), kunne hun med sit blik vise mig, at hun ikke var helt sikker på ham, jeg havde valgt til ægtefælle.

Det var ikke første gang, hun havde meninger om mine kærester. Om en anden kæreste, var hendes første kommentar til min mor “Hvor har hun dog fundet ham?”. Fuld af undren, og måske misbilligelse, men altid med lune og et glimt i øjet.

Min mormor har helt sikkert haft det hårdt, men det har hun aldrig vist. Hun var kærlig, varm og intelligent. Hun var familiens samlingspunkt, vores rygrad. Og jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste, der savner hende, men mindet om hende får mig altid til at smile. Og hendes styrke, giver mig styrke. Jeg ved, at hun er en del af mig, jeg har hendes gener, hendes mod, hende ukuelighed – og det er med til at give mig mod, styrke og kampgejst, når jeg har allermest brug for det. Og netop derfor er jeg glad for, at jeg havde så mange år med hende. Og jeg elsker at fortælle mine børn, at de havde en supersej oldemor, som ville have elsket dem meget højt.