Om at redefinere sig selv

Man kan ikke gå livet igennem uden af at til blive tvunget til at se sig selv på en ny måde. Tit er det jo selvfølgelig i forbindelse med livskriser, man bliver kastet ud i det. For mig skete det for første gang for alvor, da jeg blev skilt. Det at blive skilt er alt andet lige stadig et statustab, for ens familie går i opløsning for øjnene af hele verden – også selvom man holder problemerne indenfor hjemmet fire vægge. Og ja, det er meget almindeligt, at blive skilt, så folk ser ikke skævt til en, men det betyder nok mere, end man tror. Jeg har f.eks siddet til en jobsamtale, hvor der kom et meget kunstigt smil, da jeg sagde, at jeg var enlig mor (de tænker selvfølgelig i alle de mulige barns sygedage, kan jeg forstille mig).

Statustab udadtil er sikkert svært for mange – personligt tænkte jeg ikke så meget over det, og jeg var meget ærlig omkring processen overfor alle. Men det statusstab, jeg led i mine egne øjne, var virkelig svært at deale med. Jeg havde selvfølgelig aldrig overvejet at det ville være en mulighed at blive skilt. Det gør man jo ikke, når man bliver gift. Selvfølgelig varer det for evigt – naboen bliver måske skilt, men jeg gør ikke. Lige indtil man så gør. Det tog mig virkelig lang tid, at redefinere mig selv som fraskilt singlemor. Og jeg brugte konsekvent ordet “single”, for det har altså en anden klang end “enlig”. Og sådan har vi alle små måder at omtale os selv på, som kan hjælpe i redefineringsprocessen.

Anden gang, jeg måtte redefinere mit eget syn på mig selv, var for nogle år tilbage, da jeg var i en voldsom bilulykke. Heldigvis en bilulykke uden personsskade, men bilen, jeg kørte, blev totaltskadet. Og jeg gik ned. Sådan helt ned. Dernede hvor man stirrer ud i luften og intet kan.

Jeg havde gennem længere tid presset mig selv alt for meget. Og det var jeg sikkert fortsat med, hvis bilulykken ikke var sket. Men jeg endte i en sygemelding på halvanden måned. Og det var åbenbart det, jeg havde brug for, da det ledte til en masse gode ændringer i mit liv, som jeg selv tog ansvaret for, da jeg efter noget tid var stærk nok til at rejse mig igen. Men det var en lang og hård proces, for jeg blev igen tvunget til at se på mig selv med nye øjne.

For jeg kunne jo klare alt. Jeg styrede det hele. Fuldtidsarbejde, tillidsmadspost, politik, forældrebestyrelse, singlemor og meget mere. Jeg kunne det hele. Men det kunne jeg bare ikke. For det blev for meget, og jeg ramte muren, den dag den anden bil ramte os.

Og nu står jeg her igen. Midt i en redefineringsproces. Jeg er blevet fyret, for min arbejdsplads lukker. Og hvad skal man så? Hvad kan man, når man ikke skal fortsætte indenfor sit erhverv?

 

Jeg skal skifte karriere – det er helt sikkert, for jeg tror ikke på fremtiden indenfor dansklærer området (jeg er vejleder og underviser i dansk for voksne udlændinge). Det er et område, som bliver nedprioriteret så meget i disse år at jeg har mistet troen på den – ligesom mange andre offenligt styrrede områder i disse år.

Og hvad er min plan så? Difus er vist det bedstd svar! Jeg forsøger at dygtiggøre mig indenfor kommunikation – cand.mag.’ernes skraldespand som manden fra jobcentret sagde, da han besøgte skolen for et par uger siden (men hey, det skal ham da ikke have lov at bestemme!!!!).

Men hvis der er en ting, jeg har lært af de andre redefineringsperioder, så er det, at det er en proces, der ikke kan forceres. Det tager tid at lande det rigtige sted. Og den tid vil jeg forsøge at finde ved at tage småjobs hist og her og forhåbentlig holde mig ude af a-kassesystemet. For jeg insistere på, at give mig selv den tid, det tager, at finde netop den karrierevej, jeg kan se mig selv i de næste 5-10 år. Jeg ved nemlig også heldigvis at der kan komme fantastiske gode ting ud af at stoppe op, tænke sig om, kigge ind i væggen, rejse sig og så vælge en ny og spændende vej.