Living together apart

Jeg er blevet moderne – sådan helt ufrivilligt. Martin, min kæreste, er nemlig flyttet til Bruxelles. Han fik i efteråret tilbudt et job, som han ikke kunne sige nej til, og derfor bor vi nu sammen uden egentlig at bo sammen. Så jeg er alene. Igen. Altså jeg er jo ikke single igen, jeg har jo en kæreste, men jeg er alene om alt herhjemme i hverdagene. Og det er faktisk lidt hårdt.

Da jeg blev skilt var drengene kun 1 og 4 år. Og det var pissehårdt – ikke mindst fordi de var så små, men jeg havde trods alt selv valgt det. Det har jeg ikke nu, og det er den store forskel – jeg havde jo netop indrettet mit liv efter, at jeg ikke var alene. Anton var begyndt til fodbold – det kunne lade sig gøre, fordi vi var to. En kunne tage med til fodbold, mens den anden kunne passe Julian og lave mad. Jeg havde også meldt mig som spidskandidat til kommunalvalget for Radikale Venstre her i Herlev – netop fordi, jeg nu havde mulighed for det. Og så fik Martin tilbudt et arbejde. Et rigtig godt arbejde…. Men i Bruxelles.

Vi talte selvfølgelig meget om det. Om fordele og ulemper. Om rejser frem og tilbage. Om at være familie uden at være sammen i hverdagen. En anden overvejelse var jo netop Martins forhold til drengene. Det er ikke altid nemt at være bonusfar, og Martin har kæmpet hårdt for at få et godt forhold til drengene. Det har han i dag, men det var ikke nemt, så vi var selvfølgelig også nervøse for, hvad der ville ske, hvis han flyttede fra os igen. Men jobbet var for spændende til at han kunne sige nej – det var vi enige om, så i oktober sidste år flyttede Martin til Bruxelles.

Og hvordan er det så gået? Nu har jeg jo været alene omkring et halvt år. Det korte svar er, at jeg har haft travlt! Så travlt, at jeg f.eks. ikke rigtig har fået skrevet noget her. Og det er jeg faktisk lidt ked af, og jeg håber på, at skrive lidt mere igen i fremtiden. Men ser du, jeg har brugt det sidste halve år på at finde en rytme i hverdagen, og jeg tror og håber på, at jeg nu har fundet den igen. Anton går stadig til fodbold, og jeg kører ham derop, kører hjem igen og laver mad sammen med Julian (altså sammen med Julian er så meget sagt, han sidder som regel bare og ser på iPad imens, men det er fordi, han skal, da han har et øje, der skal trænes). Jeg er også stadig engageret i politik. Jeg kom dog ikke ind til kommunalvalget (vi var ellers tæt på – øv!!!), men derfor er der stadig meget, man kan lave rent politisk, og der er jeg for at have fået skabt rum til, for de er en af de ting, der giver mig overskud.

Men jeg har travlt, og det er hårdt. At sige andet ville være at lyve. Mest af alt fordi jeg jo ikke selv har valgt det. Og tit er det jo netop det, det handler om – vi kan klare det meste, når vi selv har haft indflydelse på det, men når det af en eller anden grund mere eller mindre bliver os påtvunget, så tager det noget længere tid at omstille sig. Og det på trods af, at det faktisk var en fælles beslutning, at Martin skulle sige ja til jobbet.

Det har dog også sine fordele at Martin er flyttet. Vi har ikke hverdagen sammen, men vi har faktisk mere kvalitetstid sammen. Dels taler vi meget sammen i telefonen og på facetime – og der taler vi sammen. Det er ikke de der halve samtaler, man tit har med sin partner i hverdagen. Nej, det er gode og lange samtaler. Og vi nyder de weekender, vi har sammen – både i Herlev og Bruxelles.

I februar tog drengene og jeg til Bruxelles for første gang sammen. Anton ville se det hele på den halve tid, og Julian var bare træt af at gå rundt hele tiden;).

At Martin skulle flytte til Bruxelles var ikke nødvendigvis en let beslutning at tage for vores lille familie, men det var den rigtige. Vi har fået bekræftet, at vi vil hinanden. Drengene og jeg har fundet vores egen rytme her i Herlev, Martin sin i Bruxelles, og vi har alle en helt ny, når vi er sammen i weekenderne. Nogle gange er det nok meget godt at få rusket lidt op i de vaner, vi så hurtigt danner i hverdagen. Det giver en perspektiv, man sætter pris på det, man har, og nyder øjeblikket sammen lidt mere, end man ellers ville have gjort.