Hvad 2019 lærte mig om at være på dagpenge

2019 har nok været et af de mest lærerige år, jeg nogensinde har haft. Ikke at andre år ikke har været lærerige, for det har de. Jeg har haft mange meget indholdsrige og lærerige år – for at nævne et par stykker kan jeg sige, at 1999 var et skelsættende år, for der rejste jeg alene til Latinamerika, 2009 blev jeg mor for første gang, og i 2013 blev jeg skilt. Det var alle vilde og lærerige år på deres helt egen måde, og 2019 skriver sig ind i historien af svære og lærerige år.

Hvorfor har 2019 så været et vildt år? Af primært to grunde – jeg har ført min første folketingsvalgkamp og jeg har været på dagpenge.

Lad mig starte med det knapt så sjove, og det som dette indlæg handler om (valgkampen skriver jeg måske om en anden dag) – dagpengeland. Det er et sted, ingen af os tror, vi skal være. Jeg har selv en lang uddannelses bag mig og har haft uafbrudt beskæftigelse i hele mit liv, siden jeg fik mit første job som 13-årig. Jeg overvejede faktisk for nogle år siden at melde mig ud af A-kassen, for jeg regnede ikke med, det nogensinde ville blive nødvendigt. Det gjorde jeg heldigvis ikke, for det blev nødvendigt, og siden august 2018 har jeg været på dagpenge og supplerende dagpenge helt frem til oktober i år, hvor mine supplerende dagpenge løb ud, og jeg besluttede mig for at satse på at få nok timer på mit arbejde som timelærer til at kunne leve for dem. Det var en svær beslutning og ikke mindst en usikker beslutning, for i en familie skal regningerne jo betales, og der er, som de fleste ved, en del af dem. Men at fravælge mit job, som jeg jo var glad for, til fordel for at gå ledig, det var ikke en mulighed. Og så skete det fantastiske at jeg så fik tilbudt en fast stilling indenfor et andet område end det, jeg har arbejdet med de sidste 12 år. Og det er skønt! Den ro det giver, at have en fast indtægt og et job, man glæder sig til at stå op til, vil jeg aldrig tage for givet igen!

Men hvordan er det så at være på dagpenge og inde i “systemet”?

Det er ikke sjovt! Det er ydmygende og pinligt. Det er nedværdigende og nedbrydende! Og når man har været der tilpas længe, føler man, at man intet kan! Det er egentlig ret tankevækkende, at det system, der er lavet til at være et sikkerhedsnet, kan være det, der gør, at man for alvor går ned. Jeg stirrede seriøst ned i afgrunden til sidst. Jeg følte ikke, jeg kunne noget, at nogen kunne bruge mig til noget. Og jeg har endda været ret god til at holde mig selv i gang. Jeg har arbejdet, jeg har taget kurser, jeg har dygtiggjort mig, og jeg har skrevet utallige entusiastiske ansøgninger. Men jeg er blevet mødt med standard afvisninger af arbejdsgivere og undren af forvaltningen. For hvorfor har du ikke fået arbejde endnu, Jeanné?” Ja, det ved jeg jo lige som ikke, hvis jeg vidste det, så sad jeg jo nok ikke her til vores obligatoriske “hvordan går det-møde”.

Jeg har også været på kursus på kommunen. Et såkaldt “jobfokus-kursus”. Det er noget af det mest nedværdigende, jeg nogensinde har prøvet i mit liv!

På min private side på facebook skrev jeg:

“Jeg er i disse dage den heldige vinder af et ”jobfokuskursus” hos Herlev kommune.
I dag taler vi om ansøgninger. Jeg har lært:

– at jeg skal bruge fagudtryk som fx Excel
– at jeg skal scanne mine eksamenspapirer ind, så jeg kan sende dem med
– at jeg skal sende mine ansøgninger som PDF og ikke som word
– at jeg skal tjekke virksomheden, inden jeg skriver ansøgningen

Seriøst????

UPDATE: Det sande guldkorn kom til sidst – gem dine ansøgninger i en mappe på computeren. Nu ved I det. Det var så lidt!”

Det var så frustrerende at sidde på det kursus! Ikke kun fordi jeg ikke selv fik noget ud af kurset, men fordi jeg kunne se, at de ingen ramte. Dem, der ikke vidste det i forvejen, havde brug for et mere håndholdt kursus, og os andre, vi havde brug for at lære noget nyt. Så jeg endte med at gøre præcis det, de ønskede, så de kunne tjekke af i “effektivitetsboksen” – jeg fandt en praktik. Og heldigvis en, hvor jeg lærte en del, da jeg sad og arbejdede med skønne Mette og hendes hjemmeside (https://aarstidens-blomster.dk/)

Jeg bad dem faktisk om at hjælpe mig med at finde en relevant praktik – f.eks. som underviser af udenlandske læger på Herlev Hospital, men den eneste aftale, de havde der, var med rengøringen. Ellers kunne de hjælpe mig med at komme i praktisk i Netto. Og nej, igen jeg har intet imod at arbejde i Netto, men relevant er det ikke ligefrem. Jeg har heldigvis haft alle typer jobs igennem mit liv – jeg har gjort rent, arbejdet i en bager, bundet begravelseskranse, arbejdet i Tivoli, været guide og rundrejseleder, pædagogmedhjælper og biblioteksassistent, så jeg er ikke bange for at tage fat, men jeg har også brugt mange år på at uddanne mig, få en faglighed og ekspertise og den burde blive brugt. Det vinder vi alle på. Når det er sagt, så har jeg også søgt bredt – jeg har søgt som receptionist, for det har jeg også arbejdet som, og jeg har søgt inden for en masse forskellige fagområder – lige fra kommunikation og konsulent til lærer og boligsocialemedarbejder.  Men det bar ikke frugt – lige indtil jeg fik mit nuværende arbejde.

Jeg har siddet til utallige møder med min sagsbehandler, som ja, var sød og imødekommende, men intet kunne gøre for at hjælpe mig. Hun havde ganske enkelt hverken kompetencerne eller råderummet til at gøre noget meningsfuldt for mig. Hun havde ikke forståelse og viden nok indenfor mit område. Og det kan jeg heller ikke kritisere hende for ikke at have, for hun skal jo møde mange forskellige fagligheder på en og samme dag. Møderne i A-kassen var anderledes – de havde meget mere branchekendskab, og de kom med kvalificeret rådgivning, og en lidt større forståelse for de udfordringer, jeg havde i min jobsøgning (som dansklærer for udlændinge må man tænke kreativt, da der pt er ansættelsesstop på de fleste sprogcentre).

Jeg overvejede i en periode at blive selvstændig, da det er en gammel drøm. Det nævnte jeg for min rådgiver, og svaret var “at blive selvstændig er plan B”. Det forargede mig, for vi kan jo ikke kun være en nation af lønmodtagere. Nogle skal jo være iværksættere, nogle skal starte deres egen virksomhed. Men nej, det er ikke det vi ønsker, det er ikke det, vi støtter.

Så at være jobsøgende akademiker har lært mig at klare mig selv endnu mere. Måske har vi et økonomisk sikkerhedsnet, men ikke et system, der kan hjælpe os videre, når vi har allermest brug for det. Og tro mig, vi kan alle få brug for hjælp, for det er svært at rejse sig, når man ligger ned. Det gjorde jeg, og det gør mange i samme situation. Jeg håber, vi i fremtiden bliver bedre til at se jobsøgende for det de/vi er – som nogle der søger job, som gerne vil arbejde, men som lige nu og midlertidigt er ramt af arbejdsløshed – ikke dovenskab, ikke manglende initiativ, ej heller manglende evner og vilje. Men jobsøgende. Hverken mere eller mindre.