At redefinere sig selv – del 2

For lidt over et år siden skrev jeg et indlæg om at redefinere sig selv (du kan læse det her). Jeg skrev om nogle af de perioder i mit liv, hvor det har været nødvendigt for mig selv at redefinere mig selv – eller ændre lidt i mit selvbillede om du vil. For når der sker store ændringer i ens liv, bliver man tvunget til at se sig selv på en ny måde. Det er jo også en måde at takle det, at omverdenen måske ser på en på en ny måde – eller nok snarere, at man tror at omverdenen ser en på en ny måde.

Dengang var jeg næsten lige blevet fyret fra mit arbejde, og jeg gik en ny hverdag og virkelighed i møde. En hverdag, som endte – stik mod mit håb – med at inkludere arbejdsløshed og dagpenge. Øv! Jeg havde en tro på, at jeg ville kunne få nok timer som løsarbejder til at holde mig ude af dagpengesystemet. Det gik ikke. Jeg har dog haft og har stadig et job som timelærer på en sprogskole, men indtægten har været så svingende, at jeg ikke har turdet løbe an på den. Så jeg krøb til korset, og søgte dagpenge.

Det har været et møde med systemet, som jeg har lært en del af (ikke personligt, men politisk). Jeg har mødt mange søde og imødekommende mennesker – både på jobcentret og i a-kassen, men jeg har også mødt inkompetence og manglende kvalificeret hjælp. Systemet er bare meget firkantet, og sådan vil det nok være mange år frem. Heldigvis sker der jo noget på området i disse år, og noget af rådgivningen flytter fra jobcentrene til a-kasserne. Det kan kun betyde en forbedring, for a-kasserne må jo forventes at have noget mere branchekendskab end jobcentrene.

Men det her indlæg skal ikke handle om jobcentre, a-kasser og jobsøgninger som fører til utallige afslag. Det skal handle om resultatet af det sidste års forgæves jobsøgning. For hvad skal man egentlig stille op, når der ingen jobs er indenfor ens egen branche, og de forsøg, man har gjort for karriereskift, ikke har virket?

Jeg har sendt over 100 ansøgninger det sidste år. Jeg har været til to jobsamtaler og fået et job – men desværre kun som vikar. Alle de andre har jeg enten ikke fået svar på (det er seriøst ikke i orden, arbejdsgivere!!!), eller fået afslag. Jeg har sendt ansøgninger, som jeg har brugt dage på at skrive og nogle, jeg har skrevet på en time. Jeg har søgt jobs, jeg var 90% kvalificeret til, og jobs jeg var 50% kvalificeret til. Det er så demotiverende, når man jo (selvfølgelig) selv synes, man har meget at byde på.

Og hvad gør man så? Hvad gør man helt ærligt, når man er ved at opgive modet, når man begynder at føle, at man virkelig ikke kan bruges til noget?

Jeg ved ikke, hvad andre gør, men jeg ved, hvad jeg selv har valgt at gøre. Jeg har endelig besluttet mig for at udleve den idé og drøm om eget firma, jeg har haft længe. Det har jeg sagt til jobcentret, og der var svaret, at det kunne de ikke hjælpe mig med, for at blive selvstændig er plan B – plan A er at blive lønmodtager. Det er en virkelig dårlig tilgang, mener jeg. For det er da win-win for alle, hvis jeg kan få et firma op at køre. Og ja, jeg forstår godt, at alle ideer ikke er lige gode, men så kunne de da i det mindste spørge ind til min idé. Jeg valgte da også at booke et møde med en rådgiver fra Hip Iværksætterhuset, som man jo kan få. Og han købte ideen. Han mener faktisk, det kan lade sig gøre. Det er jo skønt!

Og hvad så? Hvad gør man så? Det er nemlig voldsomt angstprovokerende at kaste sig ud i livet som selvstændig – det er det i hvert fald for mig. Jeg har egentlig været godt tilfreds med livet som lønmodtager. Sådan det meste af tiden. Men jeg har drømt om mere. Især har jeg drømt om at være min egen chef, for jeg er glad for at arbejde – og gerne meget – men jeg har savnet fleksibilitet. Og den fleksibilitet drømmer jeg om at kunne finde.

I første omgang kaster jeg mig dog endnu ikke ud i livet som selvstændig. Jeg tager det i etaper, om du vil. Lige nu arbejder jeg på min hjemmeside og på det indhold i det kurser, jeg tror, jeg skal lave. Jeg kan ikke lave det færdigt, for det skal selvfølgelig målrettes, men jeg skal jo have en idé, inden jeg forsøger at sælge det.

Det jeg arbejder allermest på er dog mig selv er mit indre mod, for det er det, jeg virkelig mangler. Jeg arbejder med troen på, at det, jeg har at tilbyde, er godt nok til, at nogen vil købe det. Jeg arbejder på at turde at stille mig frem og sige, at jeg er selvstændig. Og så skal jeg lære at sælge mit produkt.

Sommeren skal derfor bruges på dels at søge jobs (for jeg er jo stadig på dagpenge), på at holde ferie, når mine drenge kommer hjem til mig (de er på ferie hos deres far lige nu) og så på at opbygge mod og tage de første skridt til en ny identitet. Jeg skal til at redefinere mig selv – igen!

Hvis du selv har taget springet og har nogle gode gode råd, så kommenter endelig!