Radiostilhed og politik

I maj sidste år blev jeg valgt som folketingskandidat for Radikale Venstre i Rødovre og Herlev. Det førte til en temmelig lang radiostilhed fra min side her på bloggen. Jeg har nemlig gået og tumlet med en masse spørgsmål  – Kan man være folketingskandidat og blogge samtidig? Bliver jeg taget seriøst som politiker, hvis jeg også har en blog? Og en masse andre spørgsmål. Svarene har jeg ikke fundet, men jeg har fundet min egen holdning til det – bedre sent end aldrig vil nogen mene;.) – og det er at jeg er ligeglad. Jeg gør, som jeg vil. Og jeg har stadig en masse på hjerte, som ikke handler om politik, så derfor fortsætter jeg her (og skulle du have lyst til at følge mig som politiker, kan du se min profil her på Facebook eller min hjemmeside).

Og hvorfor så fortsætte bloggen? Fordi jeg har lyst til det. Fordi jeg bruger bloggen til en vis grad af selvrefleksion og selvterapi. Det er jo netop det skønne ved at have en blog – man får lov til at skrive en masse om sig selv. Og så får man selvfølgeligogså lov til selv at bestemme, hvilke sider man har lyst til at vise dele.

Så jeg vil starte i dag med et indlæg, jeg har lovet at lave, og som passer rigtig godt ind her –  nemlig om hvorfor, jeg gik ind i politik for 8 år siden.

Jeg meldte mig ind i Radikale Venstre i 2011 kort før valget i september 2011. Det gjorde jeg fordi, jeg havde brug for at finde et sted, hvor jeg kunne kæmpe for det, jeg troede og stadig tror på. Jeg havde i første omgang ingen intentioner om at blive aktiv på frontlinjen, men mere om at støtte i baggrunden. Nok mest af alt fordi jeg ikke turde stille mig frem, for det kræver mod at være i politik, ikke kun fordi man skal have sine meningers mod, men også fordi det forventes at man kan klare at blive svinet til på daglig basis – for man er jo politiker, og sådan er det bare. Det kan være, jeg en dag skriver et helt blogindlæg om det, men det blive ikke nu.

Men som sagt så meldte jeg mig ind i Radikale Venstre i 2011. Dengang var jeg stadig gift med min eksmand, som kommer fra Cuba. Vi havde været hele familiesammenføringsmøllen igennem, og det var egentlig gået ok, så det var ikke derfor. Nej, det handlede meget mere om mine børn, som jo er en skøn blanding af mig og min eksmand – og noget brunere end den gennemsnitlige dansker. Jeg havde brug for at kæmpe for, at der også var plads til dem i fremtidens Danmark.

Så det var faktisk det, der startede det hele. Det er det ikke så meget mere. Nu handler det meget mere om, at være med til at kæmpe for et Danmark, hvor der er lige muligheder for alle. Og sådan er det nok med mange politikere – det er en enkelt mærkesag, der får dig til at engagere dig i politik, men som tiden går, og man selv får mere erfaring – eller bliver klogere – så bliver du drevet af noget andet eller noget større. Man starter i det små og bevæger sig op i fugleperspektiv og ser det hele på en ny måde. Og det er netop derfor jeg fortsat er engageret – som næsteformand i vores lokalkreds og som folketingkandidat. 

Se det var den korte historie om hvorfor jeg blev politisk aktiv. Jeg kunne også have fortalt om det sociale, der følger med, for når man møder fok, man på mange punkter er enig med, opstår der også nye venskaber. Samtidig giver politik mig også noget helt andet – nemlig energi. Når jeg er i til møder, hvad enten det er et par timer eller en hel weekend, så giver det mig helt ny energi. Jeg kommer hjem med en masse nye indtryk og gå-på-mod, som som jeg ikke finder andre steder. Og det giver mig overskud i hverdagen, og det er en af grundene til, at jeg stadig er politisk aktiv. Det handler nemlig ikke kun om det, jeg kæmper for, men også det jeg selv får igennem mit engagement. Det er lidt som jeg plejer at sige – nogen går til fodbold – og andre går til politik. Som så meget andet, så handler det om balance, og det gode – så som fællesskab, energi og følelsen af at man kæmper for noget bedre – giver overskud til at takle det dårlige – så som afsavn fra familien og knapt så positive kommentarer på sociale medier etc. Så på den måde er politik som så meget andet her i livet – man både giver noget og får en hel del igen.